Konkurrencevinder ’21: 14 dage med elbil har været en rigtig god oplevelse

Beautiful couple in car dealership chooses car

Michael Jensen fra Haslev lagde sammen med sin hustru vejen forbi Kør Grønt Kampagnen, da den i september 2021 besøgte Stationspladsen i Køge. Michael deltog og vandt sammen med to andre i konkurrencen om at låne en elbil i 14 dage. Elbilforeningen talte med vinderen om oplevelserne med elbilen – en e-Niro fra KIA – kort tid efter låneperiodens udløb.

Michael benytter primært familiens bil til transport til og fra arbejde. Det alene giver 90 km om dagen. Hustruen kører for tiden med en kollega, men det kan ikke blive ved, så de går i overvejelser om at anskaffe en bil nr 2. Udover pendling bruger familien bil til at besøge familie og venner. Årligt kører de 25.000 km.

– Vi har behov for en bil mere og jeg har egentlig også forudbestilt en EV6 for længe siden, men der er meget lang leveringstid. Jeg havde set et opslag om Kør Grønt arrangementet i Køge på Elbilforeningens hjemmeside (red: fdel.dk) og tænkte, at vi lige kunne svinge forbi og se udstillingen. Desværre havde jeg ikke tid til at prøvekøre nogle af bilerne ved den lejlighed, men det var faktisk muligt, ku’ jeg se. Jeg fik i stedet en aftale om at komme forbi forhandleren til en prøvetur i EV6 i ugen efter, for at genkalde mig oplevelsen fra dengang jeg forudbestilte.

– Af hensyn til økonomien og verden og på baggrund af de biler, jeg har prøvekørt, mente jeg, at en elbil var den mest rigtige løsning, og at det var den vej, jeg gerne ville. Men jeg har som alle andre, der ikke har kørt elbil før, været lidt spændt på om rækkevidden ville være nok og om vi kunne få det med opladning til at fungere. Men de 14 dage med den lånte Kia e-Niro har overbevist mig 100%. Hvis jeg overhovedet havde nogen tvivl før, så er den væk nu. Det har været en rigtig, rigtig god oplevelse.

I forbindelse med forudbestillingen af EV6, bestilte Michael også sin ladeboks hjem til garagen. Og ladeboksen var faktisk lige blevet monteret inden konkurrencepræmien blev udleveret. Han har derfor kunnet lade på bopælen i hele låneperioden og var ikke i dagligdagen afhængig af at finde en ledig offentlig ladestander. Alligevel ville han udfordre sine egne bekymringer for rækkevidde og opladning på offentlige standere. Så Michael lagde en plan for et familiebesøg hos datteren i Odense. Det gik helt fint. Via bilens infotainment-system kunne han få vist en del ladestanderen på ruten.

Interessen fra omgivelserne for hans erfaringer med at køre rundt i e-Niro har været høj, bemærker Michael:

– Folk spørger om alt muligt; – hvor hurtigt lader den, – hvor langt kan den køre, – hvordan finder man en ladestander, og i den dur. Og så har jeg også bemærket at elbilfolket gerne slår en snak af ved laderen. Jeg mødte flere hjælpsomme elbilister, mens jeg havde bilen. Det er rart, når man er helt nyslået elbilist.

Konkurrencen om at vinde en elbil i 14 dage er et tilbagevendende element i kampagnen og linket til quiz-spørgsmålene er åbne i hele kampagneperioden august-september.

Kør Grønt kampagnen afvikles i et samarbejde mellem Copenhagen Electric, Region Hovedstaden og Elbilforeningen.

Partnerne bag Kør Grønt Kampagnen

Region H Copenhagen electric arbejder for en accelerering af den grønne omstilling på transportområdet. Copenhagen Electric faciliterer partnerskaber mellem offentlige og private virksomheder, opsamler erfaringer og viden om grøn og delt mobilitet. Se mere på elbilviden.dk

Elbilforeningen er de danske elbilisters forbrugerorganisation. Foreningen arbejder for bedre forhold for elbilister i Danmark og for den grønne omstilling af transporten. Se mere på elbilforeningen.dk.